Facebook
Rss feed
Kontakt
Sitemap
Læs op
Sprog

Frøken Ernsts Legat

Frøken Ernsts Legat er stiftet af Juliane Helene Justine Ernst 1781.

Frøken Ernst ved vi meget lidt om. Da hun døde i 1783, foranstaltedes der en storstilet begravelse »med Sørgelys« til Sct. Knuds kirke, hvor hun blev bisat »ved den lille Kirke-Dør, som gaaer ud til Kammerherre Bentzon«. Jordefærden den 20. marts er udførligt omtalt i kirkebogen, og efter at hendes testamentariske dispositioner er omtalt, tilføjes det: »Det var et Ønske, at flere saadanne Veltænkende maatte findes iblandt os«.

Ifølge hussøgningsprotokol 1775 og kopskatteprotokol 1781 boede hun i nuværende Overgade nr. 66, der ejedes af en af byens velhavende købmænd, Søren Møller. Hun er ikke anført i folketællingslisten 1769, og hun må være flyttet til Odense i tiden 1769-1775. Af executorskiftet efter hende fremgår det, at hun var en formuende dame med debitorer blandt fynske herremænd, odenseanske håndværksmestre m.fl., hvem hun havde lånt 16.000 rdl.

Blandt hendes største debitorer var ejerne af Søbo, Holsegård, Kærsgård, Vejrupgård og Lykkesholm, og det kunne tyde på, at hun havde haft forbindelse til disse kredse. - Hvorfor hun i sit testamente betænkte Odense Latinskole fremgår derimod ikke af skiftet, ej heller af legatfundatsen.

Hun havde ifølge testamente bestemt, at renterne af 10.000 rdl. af hendes bo skulle tilfalde fattige enker og jomfruer, mens renterne af resten skulle tilfalde »tvende fra Odense Skole dimitterede Disciple«, der hver skulle have 50 rdl., mens resten skulle deles i mindre portioner á 10 rdl.

Da boet blev gjort op, viste det sig, at den del, der skulle tilfalde Odense Skole, androg 8.000 rdl., og de mindre portioner kunne følgelig forøges betydeligt.
Ved translokationen uddeles nu 2 større portioner til skolens dygtigste dimittender.

Uddrag af "Odense Katedralskoles Historie 1283-1983", Odense Universitetsforlag 1984