Facebook
Rss feed
Kontakt
Sitemap
Læs op
Sprog

Overlærer Karl Schmidts Mindelegat

Overlærer Karl Schmidts Mindelegat er stiftet 1954 af vinhandler, konsul Th. Andersen, Vingården.

Konsul Th. Andersen oprettede legatet til minde om sin svigerfar, overlærer Karl Schmidt, der var lærer ved skolen 1871-1920. Den årlige legatportion tildeles en student, der har vist særlige evner i faget fysik, hvilket er naturligt, eftersom Karl Schmidt var en af pionererne inden for faget.

I forbindelse med skolens 700-års jubilæum i 1983 har Vingårdens bestyrelse øget legatkapitalen med 20.000 kr.

Ved oprettelsen af den matematisk-naturvidenskabelige retning* i 1871 styrkedes faget fysik, og samtidig ansattes som lærer ved skolen en af fagets foregangsmænd, Karl Schmidt. Han lod kort tid efter sin ansættelse indkøbe for 350 rdl. nyt apparatur, og det indgik i den oversigt over skolens fysiksamling på 216 numre, som han lod udarbejde i 1878. Af nye apparater nævnes nogle elektriske elementer, en elektricermaskine og apparater til måling af elektrisk strøm. Fortegnelsen slutter med en omtale af retorter, kolber og reagensglas samt de almindeligste kemikalier, og det er åbenbart begyndelsen til skolens kemiske samling.

* (Ved skolereformen af 1. april 1871 indskrænkedes den lærde skole til at omfatte 6 ét-årige klasser. Det lå i den nye reform, at den skulle være en skole for 12 - 18-årige. Samtlige klasser fik 30 ugentlige lektioner, hvortil kom 2 lektioner i sang og 4 lektioner i gymnastik, altså i praksis 36 ugentlige lektioner. Det væsentlige ved den nye ordning var, at den lærde skole kom til at bestå af 2 afdelinger, en sproglig-historisk afdeling og en matematisk- naturvidenskabelig afdeling. Delingen foretoges i 3. klasse, hvor de sproglige fik græsk, matematikerne fysik og geometri. Der holdtes første gang eksamen efter den nye ordning i 1875, hvor 6 tog sproglig-historisk afgangseksamen, 4 matematisk-naturvidenskabelig afgangseksamen. Som helhed gjaldt det, at de klassiske fag kom til at indtage en mere beskeden plads end tidligere. Den lærde skoles disciple var blevet delt i »grækere« og »matematikere«, og sådan forholdt det sig, indtil en ny reform trådte i kraft i 1903.)

Uddrag af "Odense Katedralskoles Historie 1283-1983", Odense Universitetsforlag 1984