Rektor Petersens Jubilæumslegat blev stiftet i anledning af rektor P. J. Petersens 25-års jubilæum som rektor ved Odense Katedralskole den 20. august 1896.
Grundkapitalen var indsamlet af tidligere og daværende disciple som påskønnelse af rektors mangeårige virke ved skolen, og ved fundats bestemtes det, at legatet skulle tilfalde "en flittig og begavet Discipel i Odense Katedralskole".
Rektor Peter Jacob Petersen
Peter Jacob Petersen (1825-1904) dimitteredes 1843 fra Sorø Skole. Han studerede klassisk filologi, og blev efter embedseksamen 1854 ansat som adjunkt, siden som overlærer ved Metropolitanskolen. 1871 fulgte udnævnelsen til rektor i Odense, og umiddelbart efter faldt det i hans lod at føre en ny skolelov* ud i livet.
Han var en høj, tynd mand og ret svagelig. Han led af en svær bronchitis og måtte færdes med den største forsigtighed. For størsteparten af skolens elever var han ret utilnærmelig, og man henvendte sig kun til ham, når det var absolut nødvendigt. Det var først i de sidste klasser, det gik op for hans elever, at der bag den sorte diplomatfrakke og det hvide kravebryst bankede et varmt hjerte for eleverne.
Hans undervisning var tør og skematisk, og der faldt aldrig et ord uden for dagens lektie. Oversættelse i latin og græsk dikterede han, og han forlangte den ordret igen.
Han hørte også til dem, der slog en proper næve - og lige godt med begge hænder, hvilket følgende episode vidner om. Når der på grundlag af karakterer og vidnesbyrd skulle foretages omflytning i klasserne, gik han selv rundt i de enkelte klasser og meddelte resultaterne. De, der måtte rykke flere pladser som følge af dårlige karakterer, trak han med ud på gangen, hvor de fik en overhaling. Således hændte det engang, at en elev måtte følge med rektor, og han lod ham vide, at lærerne ikke var tilfredse med ham - bl.a. overlærer Johnsen, supplerede rektor. Hvilken af dem, spurgte eleven, eftersom skolen på det tidspunkt havde to overlærere ved navn Johnsen. »Aa, forresten dem begge to«, svarede rektor og gav eleven en knaldende lussing først med højre hånd og så med venstre hånd! Så var rektor garderet!
Rektor Petersen tog initiativ til opførelsen af den nuværende skolebygning, der blev indviet i 1894. Kort tid efter - den 20. august 1896 - kunne han fejre sit 25års jubilæum som rektor ved skolen, og den fik ved den lejlighed overrakt »Rektor Petersens Jubilæumslegat«, stiftet ved bidrag fra tidligere og daværende elever.
Rektor Petersen stod fremmed over for de nye reformer mod slutningen af århundredet, og i en alder af 75 år tog han sin afsked i 1901. Rektor Petersen døde 1904, 79 år gammel.
* (Ved skolereformen af 1. april 1871 indskrænkedes den lærde skole til at omfatte 6 ét-årige klasser. Det lå i den nye reform, at den skulle være en skole for 12 - 18-årige. Samtlige klasser fik 30 ugentlige lektioner, hvortil kom 2 lektioner i sang og 4 lektioner i gymnastik, altså i praksis 36 ugentlige lektioner. Det væsentlige ved den nye ordning var, at den lærde skole kom til at bestå af 2 afdelinger, en sproglig-historisk afdeling og en matematisk- naturvidenskabelig afdeling. Delingen foretoges i 3. klasse, hvor de sproglige fik græsk, matematikerne fysik og geometri. Der holdtes første gang eksamen efter den nye ordning i 1875, hvor 6 tog sproglig-historisk afgangseksamen, 4 matematisk-naturvidenskabelig afgangseksamen. Som helhed gjaldt det, at de klassiske fag kom til at indtage en mere beskeden plads end tidligere. Den lærde skoles disciple var blevet delt i »grækere« og »matematikere«, og sådan forholdt det sig, indtil en ny reform trådte i kraft i 1903.)
Uddrag af "Odense Katedralskoles Historie 1283-1983", Odense Universitetsforlag 1984