Hvad er optagelseskravene?
Hvis du er gået ud af skolen
Har du været ude at arbejde efter folkeskolen eller foretaget dig andet så gælder der andre regler for optagelse til hf. Så kan du optages ud fra skolelederens vurdering af dine standpunktskarakterer, prøveresultater fra anden forudgående undervisning (f.eks. fra handelsskole eller teknisk skole), udtalelser om dine kvalifikationer fra en institution eller arbejdsgiver, en samtale eller optagelsesprøve. Hvorvidt du skal til optagelsesprøve vurderer skolen.
Hvis du går i 10. klasse
Hvis du går i 10. klasse skal du for at være sikker på at blive optaget på hf opfylde alle de krav der nævnes herunder:
- Du skal være anset for uddannelsesparat i forhold til de gymnasiale uddannelser. Hvis du ikke vurderes uddannelsesparat, kan dine forældre (eller du, hvis du er 18 år) anmode om, at den søgte uddannelsesinstitution foretager en ny vurdering af din uddannelsesparathed. Anmodningen fremsendes gennem UU i forbindelse med udarbejdelsen af uddannelsesplanen. Hvis hf-kurset skal vurdere din uddannelsesparathed på ny, finder den sted senest d. 8. april.
- Du skal have afsluttet 10. klasse eller have haft anden undervisning på tilsvarende niveau.
- Du skal have søgt optagelse i direkte forlængelse af 10. klasse.
- Du skal have aflagt folkeskolens 10. klasse-prøve i dansk, engelsk og matematik, både mundtlig og skriftlig del, i alle tre fag.
- Du skal have aflagt folkeskolens afgangsprøve i fysik/kemi efter 9. eller 10. klasse eller have aflagt folkeskolens 10. klasse-prøve i fysik/kemi efter 10. klasse.
- Du skal have modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i fransk eller tysk.
- Du skal have aflagt eller indstillet dig til prøve i 2. fremmedsprog (fransk eller tysk):
a. ved at have haft 2. fremmedsprog som tilbudsfag og aflagt prøve i dette i 9. klasse, hvis prøven er blevet udtrukket for dig, eller
b. ved at have 2. fremmedsprog som valgfag til og med 9. klasse og som tilbudsfag i 10. klasse og have aflagt prøve efter 9. klasse (valgfagsprøve) eller 10. klasse
(tilbudsfagsprøve). Hvis du aflægger prøve i 2. fremmesprog i 10. klasse, kan du kun gøre det som folkeskolens 10. klasse-prøve og skal aflægge både mundtlig og
skriftlig prøve.
- Du kan også have bestået følgende fag i almen forberedelseseksamen (jf. avu-loven):
a. dansk (eller dansk som andetsprog), engelsk og matematik, alle på niveau D, samt
b. naturvidenskab og ét af fagene fransk, historie, samfundsfag eller tysk, alle på niveau G eller derover.
Ansøgere, der ikke har aflagt de prøver, der kræves, skal normalt til en obligatorisk optagelsesprøve på det ansøgte hf-kursus inden sommerferien, med mindre en sådan ansøger allerede er vurderet uddannelsesparat. Lever du ikke umiddelbart op til ovennævnte krav, fordi du fx allerede har forladt grundskolen, vil du kunne optages på grundlag af hf-kursets konkrete vurdering af dine standpunktskarakterer, af prøveresultater fra forudgående undervisning, af udtalelser om dine kvalifikationer eller efter samtale med dig eller efter en faglig test af dig i ét eller flere fag. Det er en god idé at kontakte skolen inden ansøgning.
Studievejleder Trine Jensen står for optagelsen til hf.
Ansøgning
Går du i 10. klasse, hjælper din skole og/eller din UU-vejleder dig inden 1. marts med at udfylde din uddannelsesplan og at søge via
www.optagelse.dk. Du skal anføre dit uddannelsesønske i uddannelsesplanen. Ved et udannelsesønske forstås ønsket om en uddannelse (fx hf) kombineret med en uddannelsesinstitution (fx Odense Katedralskole). Uddannelsesplanen kan indeholde op til fem prioriterede uddannelsesønsker.
I uddannelsesplanen skal du til hf-uddannelsen endvidere angive ønske om praktisk/musisk fag (fx musik, drama eller billedkunst) og evt. 2.fremmedsprog (begyndersprog, som du ikke har haft eller kun har haft lidt før) eller fortsættersprog (tysk eller fransk). Vælger du et fortsættersprog eller et begyndersprog svarer det til, at du påbegynder et af dine valgfag allerede fra begyndelsen af 1.hf. Et fortsættersprog svarer til et valgfag på C-niveau. Du kan også vælge fysik B. Så vil du have faget fra starten af 1.hf.
I din uddannelsesplan skal der også indgå en uddannelsesparathedsvurdering af dig. Vurderingen foretages af din afleverende skole og/eller Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU).
Hvis du er gået ud af skolen, skal du ansøge hf via
www.optagelse.dk. Vi skal have din ansøgning inden 15. marts for at vi kan vurdere din ansøgning sammen med ansøgningerne fra elever, der søger direkte fra 10. klasse. Vær opmærksom på, at der findes to forskellige ansøgningsskemaer til hf-ansøgere: Èt for 10. klasseelever og ét for dem, der har forladt skolen.
Du kan læse mere om betingelserne for optagelse her: "
Bekendtgørelse om optagelse i de gymnasiale uddannelser".