Odense Katedralskole som monument

Af Kim Beck Danielsen
Født 1956. Student fra Odense Katedralskole 1975. Cand.mag. i historie og dansk fra Odense Universitet 1982. Har siden været ansat ved Odense Katedralskole. Forfatter til historiske skrifter og en række tidsskriftartikler.

Odense Katedralskoles beliggenhed i Jernbanegade er ingen tilfældighed. Som en central uddannelsesinstitution gennem mere end 600 år i byens historie fik skolen stillet en passende grund til rådighed, da der opstod pladsproblemer. Byen havde med det industrielle gennembrud fået vokseværk i anden halvdel af 1800-tallet. Industriens ekspansion og byens vækst betød, at Odense Slots køkkenhave blev stillet til rådighed for bl.a. Katedralskolen og Landsarkivet.

Nogenlunde samtidig med planerne om at flytte Katedralskolen blev Jernbanegade anlagt i begyndelsen af 1890'erne. Den blev udformet som en parisisk inspireret boulevard og førte ud til den i maurisk stil ombyggede Statsbanegård, der var indviet i 1865.

Fra banegården kom der en strøm af mennesker til byen. På vej mod bymidten har den rejsende siden mødt først Missionshotellet, dernæst Landsarkivet for Fyn, Odense Slot, Odense Katedralskole, Odense Teater, Odense Museum, Drengeborgerskolen (Jernbanegades Skole), Grand Hotel og Gråbrødre Kloster.

Den nyankomne blev derved klar over, at Odense var en by med ambitioner inden for kultur, politik og økonomi. Slutningen af forrige århundrede var da også en gründerperiode lokalt som nationalt. Der herskede blandt samfundets førende lag en udviklingsoptimisme, der satte sine afgørende spor overalt. At det samtidig var en periode med betydelige sociale forskelle kan også aflæses af bygningerne.

Drengeborgerskolen er i sin nygotik og størrelse trods alt mere enkel end Katedralskolens nyrenæssance-palazzostil fra det 16. århundredes Italien. Det var nemlig her, eliten skulle begynde sin uddannelse. Odense Museum har græsk tempelform, og i denne bygning skulle de sØnne kunster udstilles til belæring for den besøgende. Landsarkivet for Fyn blev også udformet med inspiration i renæssanceidealerne og minder mest af alt om et skatkammer, der skal rumme statsinstitutionernes dokumenter.

Den nyanlagte Jernbanegade med Odense Katedralskole forrest til venstre, bag denne Landsarkivet og for enden af gaden banegården, opført i 1865.

For de nævnte bygninger i Jernbanegade gælder det, at de er fornemme monumenter for et samfund, der Ønsker at vise, hvad det står for. Derfor måtte bygningerne nødvendigvis være monumentale og stærkt iøjnefaldende. De danner ved deres beliggenhed ud til Jernbanegade nærmest en monumental front, som fortæller meget om den borgerlige selvforståelse ved århundredets slutning. For at afkode de signaler, som bl.a. Odense Katedralskole udsender, kræves der viden om den klassiske dannelse og kultur. En viden, som datidens førende lag havde fået ved at modtage undervisning på bl.a. Odense Katedralskole.
 

Arkitekten og den klassiske dannelse

Da det var en kommende statsejet skole, der skulle bygges, blev det kgl. bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen (1851-1931), søn af brandmajoren i Odense, Rasmus Petersen, der fik overdraget opgaven. Jens Vilh. Petersen havde taget den store præliminæreksamen ved Odense Katedralskole, var herefter kommet i tømrerlære og havde aflagt svendestykke i 1870. Samme år kom han på Kunstakademiet i København og blev arkitekt i 1875. Den praktiske uddannelse foregik hos professor, arkitekt Hans J.Holm, på hvis kontor han var beskæftiget, dels som tegner, dels som konduktør ved byggeforetagender under Københavns Magistrat.


Skitse over det nye anlæg i den vestlige del af Odense Slots køkkenhave 1893-94: Jernbanegade, Landsarkivet for Fyn og Odense Katedralskole.

I 1881 vendte Jens Vilh. Petersen tilbage til sin fødeby, og i juni 1889 blev han ansat som kgl. bygningsinspektør for Fyns og Ribe stifter De næste 30 år blev der med ham som arkitekt bl.a. opført 12 postbygninger, 6 toldkammerbygninger, 1 seminarium, 1 døvstummeskole og 1 katedralskole for staten, hvortil kom et ganske stort antal private bygninger. I arkitekturhistorien fremhæves bl.a. Odense Katedralskole og Toldkammeret i Odense (1899) som »smukke og karakteristiske eksempler på hans virksomhed«.

Når arkitekten valgte renæssancens og dermed antikkens former, må det nødvendigvis have været ud fra en forestilling om, at det klassiske formsprog fra antikkens Grækenland og republikkens Rom var idealet og skulle sætte normerne for byggeriet. Dette formsprog havde også optaget renæssancens arkitekter, der betragtede sig som den klassiske kunsts arvtagere, hvis formål det var at genføde ånden og formerne fra den klassiske kunst. Alle kunstretninger efter den klassiske kunst blev betragtet som sekundære og ikke værd at beskæftige sig med. Datidens kunstnere og arkitekter søgte det fuldkomne, og renæssancens stræben efter det mønstergyldige, herunder regler for, hvad der er smukt og grimt, kom til at præge bygningskunsten helt frem til begyndelsen af det 20.århundrede.

Jens Vilh. Petersen var i allerhøjeste grad optaget af renæssancens arkitekter og deres program, og denne interesse førte ham til studier i Norditalien i 1877-78. Som det var skik blandt samtidens arkitekter, har hans skitseblok givetvis været flittigt i brug, og der blev tegnet facader, trappeopgange, portaler, udsmykninger o.s.v til senere brug. Udover dette var han i høj grad inspireret af J.D.Herholdt og sin læremester Hans J. Holm, som var ledende inden for den fri historicisme, der primært var inspireret af den norditalienske renæssance og til dels af middelalderlige herregårde og kirker. Særligt begejstret var man for renæssancens røde danske slotte og herregårde. Af denne begejstring fødtes den såkaldte murstensarkitektur, som man betragtede som særlig national.

Når Odense Katedralskole blev opført nærmest som et palads i renæssancestil, skyldes det altså den interesse, som samtidens ledende arkitekter havde for antikken og renæssancen, men stilen passede også ganske nøje til skolens profil. Som gammel latinskole var det jo netop den klassiske dannelse, der stod i centrum. Rektor i 1890'erne, Peter Jacob Petersen (1825-1904), var discipel af J.N.Madvig og som denne gennemtrængt af den klassiske dannelse, om hvis uovertræffelighed han ikke nærede skygge af tvivl. Dannelse af skolens disciple skulle ske via nyhumanismen, som hovedparten af lærerne i de klassiske fag vedkendte sig. Ud fra denne pædagogik skulle udviklingen af menneskets evner ske gennem udviklingen af en enkelt af disse evner.

De klassiske sprog var særligt velegnede til dette, da det gav træning af den logiske sans. Udover dette lærte man disciplene at værdsætte det gode og skønne. Endemålet var skabelsen af den ideale samfundsborger. På Odense Katedralskole var det stadig de klassiske fag, som stod i centrum, selv om de lærde skoler i 1871 havde fået en matematisk-naturvidenskabelig linie. Den nye bygning blev således også et indslag i debatten om den enhedsskole, der var forladt i 1871.
 

Grundplan, funktion og indretning

Et centralt træk ved renæssancen er, at den er rationel. Den vil ordne og systematisere verden og derved gøre den overskuelig. Komposition kom derved til at spille en central rolle. Symmetri blev et særkende for renæssancens bygninger, og således også for Odense Katedralskole, der er udformet som en trefløjet bygning i to etager. Hovedfløjen er den største og flankeres af to mindre sidefløje. For de tre fløje gælder det, at de har samme højde. Hovedfløjen er beliggende i længderetningen nord-syd og ligger parallelt med Jernbanegade.

Hovedfløjen har udover de to etager kælder og loft. Hoveddøren befinder sig midt på denne fløj og er centrum i bygningen. Igennem dette centrum går alle